A new beginning...

Det er en varm dag, d. 26. juni 1994, da du modtager det skæbnesvangre brev.
Brevet er tydeligt overfrankeret og med fin sirlig skrift er dit navn og adresse skrevet på den forholdsvis tykke kuvert.

James Leeroy Murphy står der med sirlig skrift som afsender på bagsiden.
Du kan svagt komme tanke om et ældre ansigt der hører til navnet. En af de utallige oldefædre der altid deltager til de familieforsamlingerne, store som små.
Du husker ham især for en tale til et bryllup hvor han forklarede hvordan familien Murphy er den virkelige grund til at der er noget der hedder Murphy's lov, selvom det måske mere passede på den blussende unge brud som nu giftede sig ind i familien. Et hyggeligt gemyt, omend en kende reserveret.

Som du åbner brevet, lægger du mærke til en svag duft af sødlig røg. Den samme sirlige skrift dækker de sider som kuverten gemte. Som du ryster brevet ud, falder der også en aflang firkantet seddel ud, maskinskrevet tryk står i stor kontrast til resten af brevet. Du vælger at kigge på brevet først. (for dem der ryger:

Spoiler:

Du skimmer hurtigt over de indledende høfligheder og spørgsmålene omkring din karriere, liv og ægteskabsstatus der leder dig til at tænke på at James må have talt med dine forældre for nyligt, for de deler tydeligt samme holdning omkring nogen af dine mere radikale valg i livet. Længere nede i brevet har du fornemmelsen af at brevet går fra jovial til alvorligt, uden at der sker nogen ændring af sprogbrog.
"Min kære nevø, jeg håber ikke at jeg har trættet dig med mine spørgsmål, og i så fald, så må du tilgive en gammel mand der prøver at holde sig opdateret omkring hvad alle i familien nu går og laver. Vi har jo ikke nogen anden fornøjelse længere end at se den nyere generation viderebringe familiens traditioner og udbrede familien. Og det er på den note at jeg håber på at du vil besøge mig i mit hus i Chicago på Burton St. 72, hvor vi vil diskutere sager af stor vigtighed og familiens fremtid. Jeg har vedlagt en flybillet og håber på at du vil undskylde denne gamle hans ligefremhed i denne gestus. På forhåbentligt snarest gensyn.
James Leeroy Murphy"

En hurtig gennemgang af den maskinskrevne lap, viser at det er en flybillet på økonomiklassen med afgang d. 29. Juni til Chicago.

Liane skimter kort brevet igennem igen, for at være sikker på hun har forstået beskeden ordenligt. Flere bekymrede, selvretfærdige og ensporede slægtninge er ikke lige hvad hun har brug for efter den seneste tids hændelser. Men der er noget i tonen, der trods alt vækker hendes nysgerrighed.
Hun hæver blikket fra brevet hen til vinduet, eftertænksomt.
Hun lukker øjnene og sidder sådan et øjeblik før hun igen vender blikket ned mod beskeden og den tilhørende billet. "Okay så" mumler hun for sig selv "Lad os høre hvad du vil".

Flyturen er karakteriseret af mange stressede mennesker og for lidt plads.

Overalt omkring dig er der larmende mennesker. Surrealismen gennemsyrer dig som du kigger ud fra vinduet og ned på jorden. Tanken omkring at en stålklods, hvor mange vinger og strømlinet design den har, kan lette fra jorden og gennemføre en rejse der ville tage måneder til fods, er stadig noget der overgår din forstand. Du forundres over at du er den eneste som virker til at tage sig tid til at tænke over det faktum at ingen af jer har nogen medbestemmelse over jeres skæbne lige nu. At flyet kunne styrte ned og ingen af jer ville kunne gøre noget for at modvirke dette. Som landeskabet ændrer sig under dig og bliver mindre, bliver der lagt en ny overtone til støjen omkring dig. Et spædbarns spæde skrig runger skingert nede fra de bagerste sæder og ændrer tonen i hele flyet.

Manden, som har snorksovet indtil nu, i sædet ved siden af dig vågner op. Han er en middelaldrende mand, lettere lasket, høj hårgrænse og trods den lave temperatur i flyet, er hans pande dækket med sved. Et par brune øjne, understreget med sorte linjer, kigger ind i dine som han søvndrukkent siger "Det er utroligt at de tillader folk at tage sådan nogle krapyler med, synes De ikke?"